Inden rejsen havde vi flere gange snakket om kulturchok på skolen og jeg troede, at jeg var klar på det hele. Men jeg måtte hurtigt konstatere at det ikke var så let, som jeg havde håbet på. Pludselig stod jeg i en by på den anden side af verden og der var langt hjem. Tanken om at hjemrejen først var om 6 måneder var hård.
Jeg brugte de første par dage på at vandre rundt i byen og Tirsdag d.31 August om aftenen flyttede vi ind i vores nye hus, efter at have brugt det meste af eftermiddagen på lede efter håndklæder, hovedpuder og dyner. Vi havde fået at vide at dette ikke var i huset.
Vi gik op og ned, til siden og hen for at finde disse ting. Til sidst blev vi guidet hen til et supermarked, hvor tingene kunne købes. Vi fandt hvad vi skulle bruge... troede vi. For da jeg sent på aften efter en laaaang samtale ved overdragelsen af huset, ville pakke lidt ud og rede min seng, opdagede jeg at det var en pølsepude vi havde købt til os hver og ikke en dyne. Vi skreg af grin af os selv og til vores store glæde var der både dyner, hovedpuder og sengetøj i huset alligevel.
Vi har har lejet et hus med tre værelser, fire badeværelser, en tørre tagterrasse og et køkken/stue fordelt på fire etager. Jeg bor øverst oppe på tredje sal, Marie bor på anden, Selma på første og køkken/stue i stuen. Det er er et fint hus og passer godt til os, men det må også konstateres at standarden hernede er lidt lavere end hjemme i dk. Der er ikke mange huse uden fugt og lugt, men vores hus har det ikke så slemt :) Kun lidt regn ned fra taget ude på trappen, lidt fugt og et badeværelse vi ikke kan bruge.
Huset ligger i Dong Da distriktet tæt på en meget trafikeret vej, hvor man kan smage knallert osen når vi går langs med vejen. Man går lidt ind af en vej, forbi et fint hotel, en lokal café hvor mange mænd hænger ud, et par lokale købmænd (vi har allerede en stamkøbmand, hvor vi får rabat af den gamle kvinde bag disken, siger hej og vinker hver gang vi går forbi). Så ned af en halv skummel gyde som er ret mørk, forbi kæmperotten der bor bag en plade, hvor skraldet bliver smidt, så rundt om hjørnet og lidt længere nede i nr. 5, der bor vi.
Dong Da distriktet ligger lidt væk fra den gamle bydel med alle turisterne og det er faktisk meget rart, for så ser vi mere af den lokale del af Hanoi.
Jeg er i praktik i Hoa Thuy Tien
Kindergarten som har omkring 400 børn. Der er 36 børn på min stue,
men det er heldigvis sjældent at alle børn er der på samme dag.
I Vietnam går de meget op i at børnene
skal være pæne og se godt ud, læring indenfor forskellige fag og
at børnene spiser meget.
De har de skønneste børn og jeg er hurtigt blevet "gode venner" med mange af dem.
Vi er tre danskere i Hoa Thuy Tien og på vores første dag blev vi modtaget som superstjerner. Alle børn, læreinder og nogle forældre stod så vi skulle igennem en lang menneskegang, hvor de stod med flag (både det danske og det vietnamesiske), flag med vores navne på, tegninger og vi fik blomster og blomsterkranse. Der blev taget billeder i massevis og der blev spillet en sang som alle sang med på. Efter den flotte modtagelse blev vi vist rundt i klasserne, hvor børnene sang og dansede for os. Vi sluttede af med at blive budt velkommen af rektor og alle overlæreinderne og jeg fik en velkomstgave, som var det smukkeste silkestof i orange og guld til min nationaldragt, jeg skal bære på højtidelige dage.
Min vejleder i børnehaven hedder Ha og hun er vildt sød og tager sig godt af os. Vi har allerede været på vores første tøsetur, hvor jeg sad bag på hendes scooter og hun kørte mig rundt og viste nogle af de lokale ting og steder. Jeg har også smagt på mange lokale ting, nogen bedre end andre :)
Vi har fået et lidt veninde agtigt forhold og vi kommer også til at bruge mere tid sammen udenfor børnehaven. Hun er sød til at hjælpe, hvis der er det mindste problem og hun er meget begejstret for Netto i dk. Hun har været på et studieophold i fire måneder i dk, så hun ved lidt om Danmark.
Hun roser mig meget for mit positive sind og har fortalt at de er meget glade for at have mig i deres børnehave og for min person.
Kasper, Mikkel og jeg har også været med til vores første karaoke night. Det var sjovt! Det var i et lukket lokale vi lejede kun for os fra børnehaven på fjerde sal, hvor der var discolys, storskærme og gang i den.
Det er meget tydeligt at det er en stor del af deres kultur, de elsker det og der ligger karaokebarer overalt i byen.
Børnehaven ligger i Cau Giay distriktet fem kilometer fra hvor vi bor.
Jeg tager som den eneste den lokale bus til og fra arbejde. Jeg synes det er sjovt og får lov til at møde vietnameserene der hvor de er, fremfor at sidde i en taxa.
Det kan være lidt af en udfordring at tage med bussen en gang imellem, for trafikken er meget kaostisk og jeg skal holde godt fast for ikke at vælte rundt. Der er ofte mange med og ikke siddepladser nok, men det koster kun 3000 dong at køre med bussen, hvilket er under 1 krone for en enkelt billet og det tager 20 min., så er jeg ved børnehaven.
Noget man skal vænne sig til når man kommer til er trafikken. Der er godt nok kommet flere lyskryds siden sidst jeg var her, men man skal stadig lige tage sig mod til en gang imellem når man skal over vejen. Man går ud foran scootere og knallerter og håber på at de kører uden om én. Det vigtigste er faktisk at man holder det samme tempo og så går det fint. Men jeg lærte hurtigt at man ikke går ud, når der kommer en bus, for de ejer vejene og holder ikke tilbage for nogen eller noget :)
En meget positive ting ved at være kommet til Vietnam er, at deres massage og skønhedsbehandlinger ikke koster ret meget. Jeg kan og har mulighed for at føle mig som en prinsesse og det udnytter jeg.
Vi har endnu ikke været så meget rundt og se seværdigheder men det skal nok komme, for der er virkelig mange ting at se og besøge. Jeg ser især frem til at besøge krigs historisk museum, kvindemuseet og Ho Chi Minh museet.
Jeg skal også have en dag sammen med Selma og Marie, hvor vi er super turister der er klædt fint på med kjole og hat og bliver kørt rundt det maste af dagen og ser Hanoi fra en cykeltaxa :)
Jeg er stadig utrolig glad for mit valg om at tage til Vietnam og det er dejligt at være tilbage. Men som jeg startede med at skrive har det også været en hård start.
Jeg begynder så småt at være faldet til og være kommet over mit jetlag, hvilket har taget lidt tid. Jeg er og bliver også stadig fyldt med nye indtryk og der er stadig mange nye ting som jeg skal forholde mig til.
Jeg kan godt mærke at mit humør svinger meget og at det er svært ikke at have sine trofaste venner, familie eller bare én som jeg kendte i forvejen inden jeg tog afsted hos mig. Men Selma og Marie er to fantastiske tøser og jeg er vildt taknemmelig over at de vil bo sammen med mig. Vi havde kun mødt hinanden to gange og snakket lidt sammen over sms inden vi tog afsted. Jeg glæder mig til at lære dem bedre at kende og er sikker på, at vi nok skal få det sjovt og godt sammen.
Jeg er heller ikke tvivl om at dette eventyr nok skal blive godt og at et af mine mål om at lære mig selv bedre at kende bliver opfyldt. Det er jeg allerede i fuld gang med.
Det var lidt om hvordan det går hernede og husk at i er meget velkomne til at skrive til mig her på min blog.
Jeg vil slutte af med at sige at jeg savner jer derhjemme, men også at jeg er glad for, at jeg er taget afsted på mit store eventyr :)
Kram fra Pickle, Pernølse, Pernille osv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar