Rejsebrev 4 –
November.
Fra Pernille Krag
Larsen.
Refleksioner over
emne til specialisering.
Jeg har igennem
praktikken i Vietnam været optaget af forskellige problemstillinger
og kulturforskelle.
En af de første
ting som jeg havde meget fokus på var deres madkultur. Her er der
meget at skrive om, både fordi der er så stor forskel på Vietnam
og Danmarks måde at spise på, det der bliver serveret og hvad vi
lægger vægt på ved et måltid.
Det emne der har
interesseret mig mest, er børnenes interne relationer til hinanden.
I et samarbejde med de to andre studerende i min børnehave, har vi
observeret på børnene, navnlig hvordan de leger sammen. Det er
baseret på disse observationer, at vi blev inspireret til at arbejde
med emnet social skills, som vores to workshops netop tager
udgangspunkt i. Ud fra vores iagttagelser af børnene, har jeg blandt
andet oplevet, hvordan en dreng forgæves prøver at komme med i en
leg og hvordan en pige gang på gang vælger de samme børn at lege
med og ekskluderer andre børn fra legen. Der er stærke venskaber
imellem nogle af børnene, men det er desværre ofte de samme børn,
der ikke har nogen at lege med og som sidder for sig selv.
Vi snakker meget om
inklusion og om at styrke børnenes sociale relationer hjemme i
Danmark. Derimod virker det ikke som om, at det er noget der bliver
brugt ret meget tid på her i Vietnam. Jeg tænker derfor, at det
kunne være et spændende emne at arbejde med.
Jeg ved ikke helt
fra hvilken vinkel jeg skal gribe det an og om det er for bredt et
emne.
Der er skrevet
masser af artikler og bøger omkring emnet børns relationer. Jeg har
overvejet at lave et spørgeskema eller afholde interviews for at få
lærerindernes synsvinkel på til børnenes relationer og undersøge
nærmere om lærerinderne selv mener, at det er vigtigt at arbejde
med. Hvis ja, hvordan mener de så man bør eller kan gøre det. Hvis
nej, hvorfor ikke. Svarene vil så kunne sættes op imod nogle af
mine egne observationer og hvordan jeg har oplevet den pædagogiske
praksis igennem det halve år jeg har været her i Vietnam.
Mit pædagogiske
projekt.
Workshop 2, igen med
emnet Social skills og denne gang for de fire A klasser der er i Hoa
Thuy Tien Kindergarten.
Jeg lavede mit
pædagogiske projekt i samarbejde med Kasper og Mikkel, da vi også
lavede første workshop sammen. Vi havde valgt at lave de olympiske
lege for 150 børn. Vi blev hurtigt enige om, at vi gerne ville køre
videre med temaet social skills og finde nogle lege der understøttede
dette. Vi fandt på fire lege, hvor børnene skulle samarbejde, og
det overordnede formål var, at de skulle have det sjovt. Den første
leg var forhindringsbane, hvor børnene skulle være to i en
hulahopring og sammen komme igennem forhindringerne. Den anden var
ballonstafet, hvor to børn uden at bruge hænderne skulle
transportere en ballon fra den ene ende af banen til den anden. Den
tredje leg var Mumie leg, hvor børnene skulle se, hvor mange mumier
de kunne nå at lave indenfor tidsgrænsen, ved at vikle et andet
barn ind i toiletpapir. Den sidste leg var trillebørsstafet. Børnene
skulle her samarbejde ved at en gik på hænderne og det andet barn
holdte benene. De skulle ned forbi en kegle og så tilbage igen og så
var det de næste to børn i rækkens tur. De sidste to lege blev
ikke godkendt, fordi at børnene ved mumie leg kunne komme til at
tænke på døden og det mente ledelsen ikke ville være godt for
børnene. Trillebørsstafet blev ikke godkendt fordi børnene kunne
komme til skade og blev beskidte. Dette fik vi besked om få dage
før, at arrangementet skulle foregå. Derfor valgte vi at lave
æggestafet i stedet, hvor børnene skulle ned og rundt om en kegle
og så give ægget videre i en anden ske til den der stod og ventede
på at skulle af sted. Lærerinderne i børnehaven valgte, at den
fjerde leg i stedet skulle være flagstafet, hvilket rent faktisk
ikke rigtig havde noget med vores emne at gøre.
Det var her at et af
vores problemer lå undervejs i forløbet. Vi havde en ide, som de
var glade for, der var bare nogle misforståelser undervejs.
Børnehaven havde sin måde at lave arrangementer på og glemte at
informere os om nogle af tingene. Dagen før arrangementet stod alle
børn og lærerinder nede på legepladsen. Børnene blev stillet op
på rækker og skulle gå en runde rundt på legepladsen og vinke til
musik og derefter synge den vietnamesiske nationalsang. Jeg troede
bare at vi skulle på legepladsen og øve nogle af legene og det
samme troede Kasper og Mikkel. Vi var derfor en smule forvirrede,
også fordi de bad os om at stille op til legene, sådan at de kunne
se hvordan det ville komme til at se ud dagen efter. Vi fortalte at
det ikke kunne lade sig gøre, da vi ikke var klar med alle tingene
og at vi intet havde fået at vide om hvad der foregik. Nogle af
lærerinderne undskyldte meget over for os og sagde, at det var fordi
de havde så travlt og så mange ting at tænke på. Børnene gik
tilbage til deres klasser og Kasper, Mikkel og jeg holdte et kort
møde med overlærerinderne fra hver af klasserne og fortalte hvad
der helt præcis kom til at ske til selve arrangementet og hvor de
forskellige lege ville være placeret.
I ugerne optil vores
børne OL planlagde vi dagen. Vi delte hver klasse op i to hold, gav
dem alle forskellige dyrenavne og lavede farvede bånd med deres
holdnavn på, som de skulle bære på dagen. Vi lavede medaljer til
nummer et, to og tre og et diplom til alle børn, hvorpå at der
stod, at de havde deltaget i Childrens Olympic Games 2012. Der blev
også lavet en turneringsplan så alle klasser og hold kom til at
kæmpe imod hinanden og vi skrev en lille tale, der skulle siges
inden legene gik i gang. Der blev også lavet et program og et brev
hvor vi kort forklarede, hvorfor vi havde valgt at arbejde med social
skills til alle lærerinder. Slutteligt skrev vi et brev til
forældrene, hvori der stod hvad der skulle foregå og at deres børn
skulle medbringe tøj, de kunne bevæge sig i.
På selve dagen blev
der sat et stort banner op på legepladsen, hvor der stod Childrens
Olympic Games. Børnene blev stillet klar på deres rækker, gik
vinke runden, sang nationalsang og lyttede på de korte taler der
var. Så gik vi i gang. Jeg stod for ballonstafet og det var tydeligt
at se, at børnene var glade og havde det sjovt og at de kæmpede for
at vinde. Efter at have talt sammen hvor mange balloner hvert hold
havde fået ned i den anden ende, skrev jeg det ned og sendte holdene
videre til den næste leg. Der var 4 runder i alt. Da alle legene var
overstået, samlede vi alle børnene igen og jeg holdte en peptalk
for alle imens at Kasper og Mikkel regnede resultatet sammen. Vi
fortalte hvem vinderne var, delte medaljer og diplomer ud og en
klasse af gangen, kom de op foran banneret og fik taget
fællesbillede. Nogle få børn var sure over at de ikke vandt og to
børn græd. Da nogle af børnene var ved at gå tilbage til klassen,
kom en af lærerinderne hen til mig og spurgte om jeg ikke kunne sige
i mikrofonen, at alle børn var vindere i dag. Jeg svarede nej og
forklarede det med, at det ikke handlede om at vinde eller tabe, men
om at have det sjovt og at hun kunne se at børnene havde haft det
sjovt. Da alle børn var væk fra legepladsen ryddede Kasper, Mikkel
og jeg op igen og snakkede om, at vi var glade og tilfredse med
hvordan dagen var gået og rektor kom da også hen afslutningsvis og
sagde tillykke.
Senere kom Mikkel
hen og fortalte mig, at hans lærerinde var begyndt at græde over at
de ikke havde vundet og at hun mente, at hun havde fejlet som lærer.
Da jeg hørte dette, blev jeg meget forarget, fordi de netop gør så
meget forskel på klasserne og flere gange imens jeg har været i
praktik i børnehaven, har de haft konkurrencer om, hvilken klasse
der var bedst til diverse forskellige ting.
Set tilbage på
dagen var det faktisk også lærerinderne der reagerede mest på, om
de havde vundet eller tabt. Nogle så skuffede ud og hende hvis hold
der vandt tredjepladsen, blev også skuffet over kun at blive nummer
tre, hvorimod at børnene var glade, da de fik deres medalje. Hende
hvis hold der vandt skreg af glæde og jublede vildt.
Det der har været
sværest undervejs har været sprogbarrieren, fordi at vi på trods
af vores breve til lærerinderne, kunne se at de stadig ikke havde
forstået at det handlede om at have det sjovt og at børnene skulle
samarbejde, frem for at vinde. Det samme gælder den leg de ville
have med, som intet havde med vores emne at gøre, men at løbe med
et flag er nemt, det kender de og har prøvet før.
Alt i alt er jeg
glad for vores børne OL, for jeg kunne se at børnene havde det
sjovt også selvom at det var nye lege og de var gode til at
samarbejde og det er det vigtigste for mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar