Rejsebrev 3 - Institutionens samfundsmæssige placering

Rejsebrev 3 – Oktober

Fra Pernille Krag Larsen

Hoa Thuy Tien Kindergarten ligger under NCE – National College of Education, hvilket er et offentligt college der er drevet økonomisk af staten i Vietnam. Børnehaven får en sum penge fra NCE som de selv administrerer over. Herefter regner administrationsfolkene ud hvor meget der mangler til at få børnehaven til at løbe rundt. Det resterende beløb fordeles nu ud på alle børnene og det skal forældrene betale, for at have deres barn gående i børnehaven.

Børnehaven tager som en af de eneste børnehaver, børn ind fra alle steder og distrikter i Hanoi. Børnene kommer fra middelklassen eller derover.

Alle læreinder der arbejder i Hoa Thuy Tien Kindergarten har en uddannelse på enten 3, 4 eller 5 år. Jeg har et par gange undret mig over hvad de lære og hvad det er der fokuseres på under deres uddannelse i Early Childhood. Det virker ikke til at de bruger teoretikere som i Danmark når de planlægger deres arbejde eller snakker om hvorfor de arbejder som de gør. Det handler for dem mere om at elske børnene som var det deres egne og se potentialet i børnene og arbejde ud fra det. Selvom alle læreinder er uddannede, synes jeg virkelig at der er stor forskel på hvordan de arbejder med børnene i undervisningssituationerne. Nogle råber meget mere af børnene end andre.

Børnehaven er 11 år gammel, og hvad jeg har fået fortalt, så har de været igennem en kæmpe udvikling siden de startede. Der har været danske studerende i børnehaven i de sidste 8 år og de har været med til at udvikle pædagogikken den pædagogiske praksis og måden at arbejde med børn på. Der er stadig stor forskel på Hoa Thuy Tien Kindergarten og en dansk børnehave, men efter at have besøgt en anden institution og snakket meget med min ene roommate om deres arbejdsmetoder på hendes praktikplads, kan jeg godt se at de er meget mere anerkendende i deres arbejde og har lært noget af de mange pædagogiske workshops, de har overværet her i børnehaven.

Jeg har for eksempel ikke oplevet, at et barn bliver udsat for fysisk vold, imens jeg har været til stede på stuen. Dette forekommer desværre ofte i nogle af de andre institutioner, hvor der er studerende.

Hvad angår spisesituationerne har Hoa Thuy Tien Kindergarden ikke rykket sig særlig meget. De tror at det er sundt at stopfodre børnene til de næsten/eller brækker sig. Børnene bliver proppet med mad og sukker. En gang om ugen er eftermiddagsmåltidet en kage og sukker mælk og til fødselsdage er det et stort sukker orgie. Jeg har for nylig læst i en artikel udgivet i Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund, at Vietnam gennem de sidste tyve år, har oplevet en voldsom stigning i antallet af diagnosticerede diabetikere. Dette gælder både for type 1 og type 2 diabetes og stigningen er en af de mest markante på verdensplan. Denne markante stigning skyldes blandt andet dårlig kost, og manglende motion. Cyklen er eksempelvis udskiftet med motorbike, og fastfood er blevet lettilgængeligt for mange. Kombinationen af mere mad og mindre motion, har sine konsekvenser, som Vietnam nu betaler dyrt for.

En lærerinde i Vietnam har ret til 60 dages ferie/sygdom om året, alt derudover bliver trukket fra lønnen. Lærerinderne her i børnehaven har et tæt sammenhold og passer på hinanden. De besøger dagligt hinandens klasser og sidder og snakker om alt og ingenting. De planlægger også mange sociale arrangementer udenfor arbejdstiden og synger ofte karaoke sammen.

Her i Vietnam arbejder de på en helt anden måde end i Danmark. De bruger de fleste dage på undervisning og der er en hårdere disciplin. Der bliver råbt en del og der er mere fokus på resultatet end processen, selvom et af de overordnede mål for børnehaven er det omvendte.

Hvor vi i Danmark går højt op i børns relationer og det enkelte individ. Går de i Vietnam op i at der skal læres noget (tal, bogstaver, musik, dans) og at de spiser meget. Jeg mener ikke at det ene er bedre end det andet, da det er to meget forskellige kulture, hvor der forventes noget forskelligt fra samfundenes side.

Hjemme i Danmark er der store diskussioner omkring emnet:”Normeringen i institutionerne” og det er også noget vi flere gange har haft oppe til debat på seminariet. Her i Vietnam er der tre voksne til 35 børn eller nogen gange helt op til 60 børn på en stue. Der er et meget højt støj niveau og når der er de mange børn til så få voksne, mener jeg at det kan være svært at imødekomme alle børns behov for kontakt og give dem, der har det lidt sværere i undervisningen den ekstra opmærksomhed, tid og hjælp, som der skal til for at de kan følge med og få succesoplevelser. Jeg synes at de på min stue er gode til deres arbejde under de omstændigheder de har, men jeg ser ofte at de er de samme børn som hurtigt mister koncentrationen og sidder og laver andre ting. Det er ofte også de samme ”hurtige” børn der rækker hånden op og får opmærksomheden og de samme stille børn der prøver men bliver lidt overset og ikke valgt til at diverse aktiviteter, da der er så mange børn til stede.

Hvad angår sprogvanskeligheder har det ikke været noget større problem. Jeg og børnene kommunikerer meget med kropssprog og enkelte af børnene har en gang imellem oversat få ord fra vietnamesisk til engelsk for mig, så jeg forstod hvad de mente. Af de tre læreinder på min stue er én af dem god til engelsk, så hun oversætter for mig hvad der bliver sagt. Derudover har jeg Ha som vejleder og hun er virkelig god til engelsk, sådan at hvis der er noget jeg ikke helt forstår, så kan jeg altid spørge hende.

I alle de institutioner jeg har arbejdet i hjemme i Danmark, har der altid været en eller form for mobil politik, eller i hvert fald en regel om at den ikke er fremme i arbejdstiden med mindre det er meget vigtigt. Hernede er mobiltelefonen altid fremme og den bliver tjekket og snakket i flere gange om dagen inde på stuen. Jeg synes at det er helt vildt forstyrrende at der sidder en og taler i mobil imens at der er undervisning og børnene ligger da også mærke til det, men det er helt acceptabelt.

For ca. en måned siden afholdte Mikkel, Kasper og jeg en Workshop med emnet Social Skills for børnehaven. Det gik super godt og emnet blev taget godt imod. Jeg har efterfølgende fået at vide, at de leger nogle af de lege vi brugte til at vise hvordan de kan fremme relationerne imellem børnene.

Ellers har jeg det godt her i Vietnam, men jeg kan godt mærke at savnet hjem til Danmark, familien og vennerne er meget stort lige for tiden.